KASSOQ
til forsiden

"SIKSAK-KURS"


Da jeg kom til Grønland i 1987 føltes det som at komme hjem.
Da jeg ikke er leveringsdygtig i et almindeligt CV, kommer her en mere personlig skildring af den proces, som har ført mig derhen, hvor jeg er i dag...

Hvor det for de fleste mennesker synes ret klart, hvilken retning de skal følge, enten fordi det ligger i forventningerne fra omgivelserne, eller fordi de følger et indre kald, så har jeg fulgt en siksak-kurs frem til det jeg beskæftiger mig med i dag.

Skulle jeg have et CV, ville det se ud som følger: I flere år Sæson-arbejder hos bønder, Møbelfabriks-arbejder, Arbejdsløs, Stillads-arbejder, Drivhusbygger, Blomster-binder, Hegnmontør, Fejemand, Svejser, Havnearbejder, Savværks-arbejder, Fisker, Taxashauffør...

I dag kan jeg se, at rastløshed og søgen efter andet og mere, har gjort at jeg har haft vanskeligt ved at fastholde et job i særlig lang tid af gangen. Flere gange i mit liv er jeg stoppet op og spurgt mig selv: "Er det det du vil", for derefter at "rive stikket ud", og forfølge en drøm.


"LAD MIG KOMME VÆK..."


I 1987 flyttede jeg fra min kolonihave ved Brabrandsøen (hvor jeg havde boet i ophøjet ensomhed i 3-4 år) til Grønland. Jeg kvittede mit job som havnearbejder, pakkede rygsækken og rejste på lykke og fromme (uden noget job og bolig) i den hensigt aldrig mere at vende tilbage.

Jeg var på det tidspunkt 34 år, og det eneste jeg vidste var, at Danmark, ikke var noget for mig, og at Grønland, som jeg i mange år havde læst og hørt så meget om, måtte være svaret på alle mine bønner. Det var den mest afgørende og rigtige beslutning, jeg har taget i mit liv!
På moskusjagt i Kangerlussuaq.


Jeg husker min første sejltur i fjorden, kort efter min ankomst. Jeg vil umuligt kunne beskrive den følelse jeg havde, ved at betragte disse ældgamle fjelde (knap 4.000.000.000 år gamle). Det var ren forløsning.

Rent mentalt blev min forudintagede forelskelse i Grønland, ændret til en dyb kærlighed, og det var og er en lise for sjælen, stort set at kunne være selvforsynende, hvad angår kød og fisk. Det at bo et sted, hvor naturen er allestedsnærværende, og hvor der i alle henseender er højt til loftet, har siden jeg kom for over 20 år siden givet mig en følelse af, at være kommet hjem.

Jeg elsker den uhøjtidlige tilgang til livet hvor den "korteste vej mellem mennesker", nemlig smilet og grinet, er fremherskende.


ET MØDE MED "MUREN"


Min søn Alataq, med et af naturens (forgængelige) smykker, (skabt af en større designer end jeg).

"Kassoq" er navnet på denne type klar is, og deraf navnet på mit Smykkeværksted: KASSOQ
Der skulle dog gå 13 år med både "sik" og "sak" inden jeg tog den næste store og rigtige beslutning. Jeg var på det tidspunkt 47, og nærmede mig hastigt den alder, hvor mange "møder muren". En slags konfrontation med sin egen dødelighed.

Jeg fik på det tidspunkt en søn. Og hans entré i tilværelsen tvang mig også i den grad til at gøre op med mit liv på ny. Jeg var ikke kommet længere end til at udvikle mig til en halvfed, sur taxashauffør.

Der er selvfølgelig ikke noget galt i at være taxachauffør, men der er noget galt i at være en sur utilfreds taxachauffør, og det var jeg efter 13 år i branchen, trods det at jeg konsekvent holdt sommer og efterår fri til fangst og fiskeri. Jeg kunne ikke forene det at blive far, og være utilfreds.







"FØRST KRAVLE, SIDEN GÅ"


Smykker var det jeg ville. Jeg vidste det lige så sikkert, som dengang jeg vidste, at Grønland måtte være svaret på min længsler.
Jeg havde i nogle år slebet grønlandske smykkesten, men jeg var dybt frustreret over ikke at kunne indfatte dem, som jeg syntes de fortjente. Der findes ingen steder i Grønland hvor man kan lære, at arbejde med sølv og guld, og kurser i Danmark strakte sig sjældent længere end en enkelt weekend.
Og da prisen på en returbillet dengang ikke beløb sig under 7.000 kr var det noget af en udskrivning for et weekendkursus.
Ikke desto mindre var det det jeg gjorde, og derefter købte jeg for 50.000 kr værktøj.
Jeg vidste ikke engang hvilket værktøj, der var nødvendigt, men jeg sagde til forhandleren: "send det du mener der hører sig til." Jeg må have været en herlig kunde...

Og så gik jeg igang. I tre år sad jeg og lavede smykker "til skabet". Ikke mange fik lov at se dem, jeg værnede om dem som små skatte.
Hver enkelt smykke tog en evighed at udføre, for jeg havde helt klare forestillinger om hvordan de skulle se ud, men ingen forudsætninger for at gøre det på den "rigtige måde".

Et af mine første smykker. Og i øvrigt det første jeg solgte.
I 2003 rejste vores lille familie til Danmark, fordi min kone ville uddanne sig som zoneterapeut. Jeg tog mit værktøj med, og tænkte at dette kunne blive min chance. Efter lang tids søgen, fandt jeg ud af at Vrå Højskole havde en guldsmedelinie på et af deres ophold. Det var ganske vist kun nogle timer om ugen, men til gengæld var det en fantastisk faglærer, Peter Iversen, der, som han selv sagde "principielt ikke havde nogen smag", når man spurgte ham om, hvad han mente om det man lavede. Til gengæld fik vi hver især lov til at forfølge vores ideer, og rent fagligt var han lige så gudsbenået en lærer, som han var en gudsbenået fortæller og humørspreder.
Ham bad jeg om, at hjælpe mig med at få de smykker ud af hovedet, som lå derinde, færdigdesignede og var ved at sprænge kraniet... Det lo han meget og højt af, og så gik vi i gang. Det var rigtig hyggeligt og fedt. Vi var kun 5-6 stykker og vi arbejdede i hver sin retning, til Tom Waits´ rustne, skrattende akkompagnement, det var meget inspirerende.


"MEANT TO BE"


At ønsker kan gå i opfyldelse ved positiv visualisering har jeg oplevet flere gange. Men selvom jeg overfor mig selv og andre, havde erklæret at jeg ville lære en dygtig guldsmed at kende, som skulle lære mig håndværket, så havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig et så ideelt Mesterlære/elev-forhold, som det der nu skulle falde ned i min turban:

Første gang jeg stod uden for hans lille butik i Kolding, blev jeg helt kold og varm. De smykker han udstillede i sit vindue, talte til min indre formsans, på en både genkendelig, men også, følte jeg, uopnåeligt nuevo. Det genkendelige, kan jeg kun beskrive som et deja-vu, ikke fordi jeg havde set det før i virkeligheden, men som billeder i mine indre forestillinger om æstetik og formgivelse.

Jeg gik forbi hans butik nogen gange, inden jeg tog mod til mig og gik ind for at vise mine smykker. Werner Hahn er en bestemt mand (på det tidspunkt 69 år), med et meget fast og direkte blik, og en stærk udstråling af kompetance: "Hvad kan jeg gøre for dig".
Hans kone Lis dukkede op fra bagbutikken og smilede sødt og imødekommende.
"Jeg vil gerne vise dig mine smykker, jeg..."
"Vi køber ikke noget her", kom det meget bestemt, ikke uvenligt men i et ufortolkeligt tonefald.
"Nej, nej jeg vil bare vise dem, jeg kommer fra Grønland, jeg bruger grønlandske smykkesten, jeg..." Jeg fablede løs, og pakkede mine smykker ud.
Werner kikkede først lettere irreteret på dem. Der var ingen tvivl om at jeg forstyrede ham i hans arbejde. Han tog et af smykkerne op. Tiden stod stille. Werner lod fingrene glide henover en halsbøjle, som jeg nok havde brugt sammenlagt 14 dage på: "Du skal lære at bruge en fil rigtig".
Tiden gik baglæns. Werner begyndte så småt at bløde lidt op og kommenterede mere og mere utilsløret interesseret mine smykker: "Sliber du selv dine sten". Nu kunne han ikke skjule anerkendelsen.

Stille og roligt faldt vi i snak. Werner, kontant og skarp. Lis, rund og mild og lille jeg, meget ydmyg. Inden længe var Werner igang med at øse af sin enorme viden, og vise mig hvordan han arbejdede.
"Du kan komme og smede på min ambolt i min butik, når du har lyst" "jamen, jeg vil ikke stå i vejen."
"Det kommer du aldrig til, for så smider jeg dig ud, altså hvis jeg har for travlt".
Rene linier, klar tale det kan jeg lide. Lige som dengang jeg var havnearbejder...

"Jeg trænger til at komme af med min viden" Jeg tror det var anden gang jeg kom i butikken, han sagde det. "Jeg trænger til at modtage den", sagde jeg, og kunne ikke rigtig fatte, at det faktisk skete.

Hvalhalearmbøjlen var en af de første som Werner hjalp mig ud af mit hoved... "Hvordan laver man sådan en?", spurgte jeg.
"Det kan jeg ikke forklare dig, men jeg kan vise dig det". Werner har været så mange år i faget, at han var fyldt til randen af det man kalder "tavs viden".

Sådan startede det. Jeg kom og gik i butikken i det næste halve år, og Lis og Werner besøgte os i Nuuk den følgende sommer, hvor den stod på lige dele fjordsejlads, hygge og intensiv kursus på mit værksted.



"ALT KAN LADE SIG GØRE, DET UMULIGE TAGER BARE LIDT LÆNGERE TID"


Werner og Lis på tur i fjorden (Werner går konskvent med handsker for at beskytte sit vigtigste værktøj: "Sine hænder"
Jeg skal love for at Werner "trængte til at komme af med sin viden". Han bare øste og øste, og ind imellem måtte jeg sige: "Stop, stop, små doser, små doser". I over 50 år har Werner arbejdet som guldsmed og ud over, at have været ansat på nogen af de mest ansete produktionsværksteder i Danmark har han haft egen butik i 15 år. Han er en fantastisk videnskilde, og fantastisk opfindsom udi "det forhåndenværende søms princip". Bl.a. lavede han en masse specialværktøj til mig, af metalstumper, vi en dag fandt på "Jerndumpen".

Du har virkelig flyttet hegnspæle i mit liv Werner, og selvom jeg har taget dit yndlingscitat til mig: "Alt kan lade sig gøre, det umulige tager bare lidt længere tid", så forventer jeg ikke, at jeg nogensinde fagligt, når dig længere end til sokkeholderne, men det er også godt nok!








En pause i prospekteringen. (Månesten Igaluik)
I dag hvor jeg lever af smykkefremstilling og prospektering, kan jeg godt koketere lidt med min status, som autodidakt ved bl.a. at sige, at "jeg ikke har forstand på det jeg laver". Her i Grønland kender jeg mange, som "livet har udlært", dvs, de har ingen papirer på deres kunnen, men de er gudsbenåede kunstnere og håndværkere. Grønlændere har altid skulle være opfindsomme, og udnytte de forhåndenværende midler til det yderste for at overleve, og der findes masser af eksempler på nærmest geniale våben, (de bliver paradoksalt nok kaldt for primitive våben). Selvom det selvfølgelig er anderledes i dag, så er det ofte sådan, at butikker heroppe løber tør for det ene og det andet, og så må man igang med at improvisere. Det er meget stimulerende for kreative hjerner.


* * *

KASSOQ
Nigerleq 43, Box 657, 3900 Nuuk, Grønland. Telefon: +299 32 45 20. Mobil: +299 52 23 60.
kassoq123@gmail.com